Få et gennembrud på det tyske musikmarked
Foto: Allan Nissen Af Cecilie Feldvoss Den lille sal bliver hurtigt fyldt, og folk står langs væggene for at kunne være i lokalet. Panelet sidder i en næsten ceremoniel halvcirkel, stilheden breder sig og moderator Jakob…
Foto: Allan Nissen
Af Cecilie Feldvoss
Den lille sal bliver hurtigt fyldt, og folk står langs væggene for at kunne være i lokalet. Panelet sidder i en næsten ceremoniel halvcirkel, stilheden breder sig og moderator Jakob Sørensen (The Bank) gør sig klar.
Seminaret handler om det tyske musikmarked. Moderator Jakob Sørensen lukker sin intro til seminaret ’Let’s talk Germany’ af med: ”Vi taler ikke om Tyskland, så det gør vi i dag.”
Pointen med dette seminar er i grove træk, at det tyske marked er uudnyttet. Hvis man sætter tid, penge og fokus af til at dyrke dette land, så vil det give pote. Tom Weber (Radio PR) forklarer deltagerne, hvordan Tyskland er et anderledes marked. Et marked der er opdelt i regioner, hvilket har betydning for, hvordan man skal tilgå det. Weber understreger at dette er et stort marked, men at det kan brydes ned, hvis man forstår radiostationerne.
”Selvom radio er old school, så er det meget brugt i Tyskland,” siger Weber. Han følger op med en statistik der viser, at 94 % af alle tyskere lytter til radio hver dag. Det betyder, at det kan være rigtig vigtigt at komme på en playliste og i radio-rotation, så kan artisten nå ud til 3,5 millioner lyttere om dagen, med et hit.
Det er dog ikke nemt gjort. Det er en lang rejse, og Christoph Pancke (Selective Artists) understreger: ”Det tager tre til fire år at etablere en karriere i Tyskland.” Og når det er sagt, så tog det Tina Dickow ni år.
Hvad man skal forstå omkring det tyske marked er, at det er et importmarked, pointerer Pancke. Tyskland bruger ikke energi på at eksportere tysk musik til andre lande, men i stedet på at få udenlandsk musik ind på det tyske marked. Og det er her der opstår en mulighed.
Jan-Erik Stig (Warner) fortæller at deres interesse i Tyskland startede, fordi de netop så en mulighed – og tog den. Det har resulteret i, at flere artister spiller koncerter og får succes i landet, og Stig fortæller, at dette handler om et opbygget tillidsbånd mellem nationer: ”Hvis vi kan løbe de første kilometer, så vil de [red. Warner Tyskland] løbe resten af maratonet.”
Moderator Jakob Sørensen lukker spøgefuldt af med at sige: ”Hvis du får succes i Tyskland, så kan du få et comeback.” Her henviser han til kunstnere som Dua Lipa og Rag’n’Bone Man, der ikke slog igennem i deres hjemland først, men kom stærkt tilbage efter et gennembrud i Tyskland.