Der mangler balance i den danske musikbranche
Foto: Malthe Roland I den danske musikbranche er der 43 % kvinder og 47 % ikke-ciskønnede, der har oplevet diskrimination. Holdt op mod de 9 % mandlige adspurgte, så er det et foruroligende højt tal. Uanset…
Foto: Malthe Roland
I den danske musikbranche er der 43 % kvinder og 47 % ikke-ciskønnede, der har oplevet diskrimination. Holdt op mod de 9 % mandlige adspurgte, så er det et foruroligende højt tal. Uanset om statistikken er kategoriseret ud fra etnicitet, køn eller seksualitet, så er det gældende at de minoriserede altid er i overtal.
Musikbranchen skal være bedre til at opsøge information ved forskere og hos organisationer som Another Life. Repræsentation er nemlig ikke noget, der er givet – det er noget, som man skal arbejde for. Og det er noget, som panelet på seminaret ‘Hvordan ændrer vi repræsentationen i musikbranchen’ pointerer flere gange; at mangfoldighed ikke er lig med diversitet og en balanceret repræsentation af ansatte. Man skal ændre på meget mere end det.
Lokalet er fyldt, og størstedelen af publikum er unge mennesker. I løbet af de korte 45 minutter kommer panelet vidt omkring og konstaterer i fællesskab, at diversitet, repræsentation og mangfoldighed er en kompleks størrelse. Det skal dog ikke stoppe os i at tale om, hvordan vi kan forbedre branchen.
Det er organisationen Another Life, der står for seminaret. De to stiftere, Sofie Westh og Rosa Lois, lancerede projektet i marts 2021. På seminaret fortæller Westh om Another Lifes rapport: ”Der er strukturer der ikke tilgodeser minoriserede i musikbranchen. Der må være tale om en giftig kultur.” Hele rummet nikker anerkendende, og debatten går nu på, hvad man kan gøre konkret, da strukturer kan virke flygtige og fluffy.
Tess S. Skadegård Thorsen er forsker og har blandt andet beskæftiget sig med diskrimination i filmbranchen. Hun forklarer, at der i Danmark er en tendens til, at vi forstår diskrimination på en måde, hvor vi som individer skal løfte udfordringen. Vi tror, vi skal blive mere rummelige og empatiske, men det handler i højere grad om at forstå de magtpositioner, der beslutter og handler. Man er nødt til at undersøge, hvem der bestemmer hvad, og hvilke poster de sidder på.
Alle i panelet er enige om, at forandringen skal ske oppefra. Genreorganisationen SNYK og virksomheden Live Nation laver tiltag og uddannelsesforløb, der informerer om diskrimination og hvordan man kan undgå det. For at der sker en forandring er det dog vigtigt, at lederne i musikbranchen også deltager. De sender nemlig ofte deres medarbejdere. Panelet argumenterer i dag for, hvorfor beslutningstagerne også skal deltage:
I musikbranchen arbejder de fleste sig op, og det gør også, at når man en dag når til en lederstilling, så har man ikke en lederuddannelse. Så man kan overveje hvorvidt disse skal efteruddannes eller om der skal laves en mentorordning – blot for at komme med et par forslag fra debatten.
Når man tænker på, at musikbranchen er domineret af mænd, kan det undre en, hvor de er henne, når et tema som dette bliver drøftet til Danmarks eneste musikkonference.