SPOT 2022 showcaser 14 talenter fra Det Jyske Musikkonservatorium
Skrevet af Max Bülow Lassen
Det Jyske Musikkonservatorium har for længst etableret sig som en fast bestanddel af SPOT festival, og igen i år til SPOT 2022 præsenterer konservatoriet et eklektisk udsnit af de nyeste spirende talenter på den danske musikscene.
Producent hos Det Jyske Musikkonservatorium Vibe Thorhauge siger følgende om samarbejdet: “Vi er meget stolte af igen i 2022 at kunne præsentere et utroligt stærkt line-up med DJM artister under årets SPOT Festival. Vores program byder på hele 14 koncerter, der genremæssigt spænder bredt, og med den nylige udvidelse af kapaciteten på Klubscenen kan vi i år byde endnu flere publikummer indenfor til store live-oplevelser.”
Samarbejdet, der har eksisteret siden 2007, giver studerende fra Det Jyske Musikkonservatorium en platform til at fremvise deres talent under SPOT Festival. Til det pandemi-påvirkede SPOT 21 var der blot 8 artister fra konservatoriet repræsenteret, men i år vender de heldigvis talstærkt tilbage med 14 navne, der er klar til at showcase det væld af talent, som eksisterer hos den anerkendte uddannelsesinstitution.
Læs mere om artisterne her:
Eyal Lovett Trio
Eyal Lovett Trio er et spændende europæisk band. Deres nye album ‘Through the Rain’ præsenterer ekspressiv og lyrisk musik, som kombinerer originale kompositioner med israelsk folkemusik. Bandet henter inspiration fra den moderne jazz’ groove, den klassiske musiks fortællemæssige kvaliteter samt de unikke toner fra Israel og Middelhavet.
Carmie
Carmie er en splinterny stemme på den danske R’n’B/soul scene. På en sensitiv men ekspressiv måde flirter hun med soul og folk traditioner kombineret med nutidige elektroniske R’n’B vibes. I 2021 udgav hun sin første EP ‘Lost in May’. Med sin mangeårige erfaring som solokunstner forstår Carmie at bringe publikum ind i sit melankolske og åbenhjertige univers.
Tsunnami
Islandske Tsunnami er kommet for at kaste dig rundt i sit skumbrusende, dansksprogede univers, hvor pop og hverdagspoesi går hånd i hånd. Her parres dansable popmelodier med barske og hudløst ærlige tekster, der også til tider er hvasse og samfundskritiske. Alt dette med en snert selvironi og galgensort humor. Tsunnami er en kvinde med kant, en øvelse i at turde tage sin plads, være for meget og nyde det.
Mørkeblødt
Mørkeblødt er August Sandfærs soloprojekt, der gennem stærke tekster og mørk, 80’er-inspireret synthpop forsøger at finde hoved og hale i de forvirrende og turbulente 20’ere. Stress over fremtiden, hjertesorger og større eksistentielle spørgsmål fylder i de mørkebløde popsange, og Augusts dybe stemme er den dragende fortæller, der tager dig med.
Danefae
Danefae leverer dansksproget progressiv rock, der med sin mytiske vibe tangerer til det overtroiske. Musikken spænder fra tunge metal-riffs til fine, tynde vokalstykker. De danske tekster skaber sammen med de progressive riffs en atmosfære, der inviterer publikum ind i et net af mystik og vildskab.
AVA
Bag kunstnernavnet AVA står sanger og sangskriver Anna Vind Andersen, som har rødder i det nordjyske, idylliske landskab. Dette maleriske landskab går igen i tonerne og rytmerne i AVA’s popbetonede lydunivers, og med hendes legende vokal og svævende popmelodier rammer hun ind i hjertet hos lytteren. Lyrikken afspejler hverdagens tanker, frustrationer og drømme, og er svøbt i et univers, der inviterer til at drømme og svæve.
Spraglgevær
Spraglgevær er romantisk smadderrock. Den intense frontmand Sebastian Gall åbner op for både tanker og hjertets udråb med fandenivoldske og ærlige sange fra den ukuelige idiots vedvarende håb. Lydens rå og konfronterende udtryk kræver lytterens opmærksomhed fra første øjeblik. Skærende guitarer og dundrende trommer slår som en hammer og sætter rammerne for den kompromisløse vokal.
Charlotte-Amalie
Charlotte-Amalie er dansksproget popmusik, hvor teksterne er personlige og afspejler livets mange komplicerede facetter – det hele båret af klaverets storladne nøgenhed sammen med en farverig vokal. Det er sårbart, afklædt og dragende og skaber en fortælling omkring, hvordan kærlighed, depressioner, håb og drømme har formet Charlotte-Amalie fra at være en ung pige til en ung voksen.
Martin Buster
Martin Buster er et engelsksproget soloprojekt, som mixer intimitet med et dybt tekstunivers og fængende melodier. Han er en klassisk singer-songwriter på sin guitar, men blander det underspillede med en storladen elektronisk lyd og moderne trommemaskiner. Musikken indeholder store dynamiske spring, og det er lige præcis, hvad man kan forvente, når Martin Buster går på scenen.
Sophia HP
Sophia HP inviterer lytteren ind i et intimt univers med den stærke komposition og historiefortælling i højsædet. Tiden står stille, når publikum indfanges i de eftertænksomme tekster og melodiske forgreninger, som bevæger sig indenfor singer-songwriter genren og trækker tråde til folk og jazz. Den 3. maj 2022 udkommer Sophias debutalbum ‘Carry On’, som en kulmination på flere års sangskrivning og livekoncerter.
Little Winter
Little Winter skriver fængende indie pop; musikalsk kompleksitet pakket ind i skramlede, umiddelbare og letfordøjelige indtryk. Debutalbummet ‘Wonderlost’ (2022) formidler følelsen af at være faret vild i alle de muligheder, man bliver fortalt, at man har i livet. I søgen efter sin plads i livet beskriver konceptalbummet, hvordan man ofte ender ‘wonderlost’; “to be lost in the wonders of existence”.
hun_sagde
hun_sagde er en dansk hip hop/art pop-artist baseret i Aarhus. hun_sagde skriver poetiske tekster om menneskesindet og samfundets skyggesider, og berør emner som eksistentialisme og mentalt helbred. Alt sammen præsenteret over melankolske elektroniske hip hop-produktioner. I 2021 spillede hun_sagde på Uhørt Festival, hvor Soundvenue inkluderede artisten på magasinets top 10 over koncerter på festivalen.
UBLU
UBLU spiller dance rock for queers og deres peers i en hjemsøgt og syntetisk verden. Deres excentriske udtryk inviterer til et frigørende rum som afbræk fra hverdagens magelige konventioner. Med lyrik, der fremkalder både det tragikomiske og det oprigtigt sentimentale, fører UBLU publikum igennem tidens skurrende følelser ledsaget af støjende guitar og iskolde synths.
XOLA
XOLA er et debuterende skandinavisk pop-act, der med en pulserende energi og storladne sange er klar til at træde ind på den danske musikscene. Det musikalske koncept bag XOLA indeholder elektroniske synthflader, en dunkende 808-bas og små flashbacks til 80’erne. Med udgangspunkt i fængende melodier indkapsler XOLA med en ungdommelig nysgerrighed de øjeblikke i livet, hvor glansbilleder og hjerter bliver knust.