Corona har bragt nye perspektiver på livemusikken
Ord: Simon Skovhus // Foto: Line Svindt
Hele verdenen er igen ved at finde kursen, efter corona pandemien slukkede for næsten alt, hvad der hedder live musik. To år med udskudte og aflyste koncerter har trods sine negative konsekvenser også givet tid til eftertanke for de, som arbejder i musikken.
Fire gæster sad klar, da moderator, Mikkel Wad Larsen, åbnede for, hvad bedst kan betegnes som en åben udveksling om, hvordan corona har sat sit præg på livescenen. Mikkel Wad Larsen, som til dagligt er Head Of Live & International Exploitation hos W.A.S. Entertainment, startede ud med at sige, at vi skulle berøre et emne, som ville kræve mere end de afsatte tre kvarter.
Trods tiden var knap, kom de fire gæstende panelister vidt omkring. Panelet bestod af artist og frontfigur i bandet A Mess, Dorte Hartmann, den svenske artist, Lucky Lo, booker på spillestedet VEGA, Jeppe Nygaard Christensen, og den engelske agent, Liam Spencer. Derfor var der også en bred vifte af forskellige perspektiver på coronas indvirken på livemusikken.
De begyndte at snakke om, hvordan de oplevede starten på corona. For hvad gør man, når verden lukker ned, og ens største indtægt er livemusik? Ordet gik på skift, men der var klar entydig idé om, at corona rent faktisk har haft en form for positiv indflydelse. Artisten Dorte Hartmann var tydelig omkring, hvordan hun brugte corona perioden positivt, fordi der lige pludselig opstod nye muligheder for hende og det nye indierock-projekt A Mess, hvor de blandt andet brugte tiden på at optage en dokumentarserie.
Det, som stod stærkest, var enigheden om, hvordan corona-nedlukningen gjorde det muligt at trække stikket, som gjorde det muligt at reflektere mere over, hvordan musikbranchen kunne komme stærkt tilbage. Derfor var det også naturligt, at Mikkel Wad Larsen afsluttede med at spørge ind til, hvordan de nuværende tilstande for live musik egentligt forholder sig, men også fremtidsudsigterne. Her var der en bred enighed omkring, at corona havde sat sit præg, fordi det var blevet en anelse svære at tiltrække folk, især den ældre målgruppe, det fastslog Jeppe Nygaard Christensen. Fremtiden er selvsagt svær at spå. Derfor var det heller ikke noget, som de fire panelister rigtigt turde udtaler sig om.