Samtale med filmmusikken: Jonas Struck og Jenny Rossander fortæller om arbejdet som filmkomponist

Samtalen var modereret af Anne Rosenkilde, filmkomponist og bestyrelsesmedlem i Brancheklubben for Film og Mediekomponister (BMF), der introducerede de to danske filmkomponister. Rosenkilde indledte samtalen med at spørge ind til deres proces og tilgang til filmkomponering. Jonas Struck, som med sine mere end 10 år som komponist til film- og tv-produktioner er den mere erfarne af de to kunstnere, begyndte med at fortælle, hvordan hans arbejde begynder længe før, kameraerne ruller. For den 49-årige filmkomponist er det bedst at blive involveret tidligt i processen. Han læser manuskriptet og mærker efter, hvilke følelser og billeder, der bluser op i ham. Herfra går Struck i studiet og indspiller en række demoer, som han afspiller for instruktøren og tonemesteren for den pågældende film. På dette tidspunkt i processen kan demoerne ifølge Struck ofte være meget rå og underudviklede, men det er ligegyldigt. Idéen er at åbne op for samtalen med dem, man skal samarbejde med.

Til sammenligning er 32-årige Jenny Rossander, som til dato har udgivet fire soloalbum under aliasset Lydmor, en nyere figur inden for filmmusikken. Hun har tidligere leveret musik til bl.a. Xee-serien ’Fantomforhold’, men hendes indgang til spillefilmenes verden kom på ret usædvanlig vis. Rossander fortalte, at hun modtog en besked på Facebook med et tilbud om at lave musikken til en kvindes debutfilm. Selv forventede hun blot, det ville være filmskoleelev, der var lidt fremme i skoene, men da Rossander fortalte om henvendelsen til sine venner, insisterede de på, hun tog instruktøren op på sit tilbud. Det var nemlig Anna Emma Haudal, instruktøren bag den anmelderroste serie ’Doggystyle’, som havde fundet vej til Rossanders dm’s. Samarbejdet blev en realitet og kort efter boede Rossander ude på landet i instruktørens gæsteværelse og arbejdede på lyden til filmen, der skulle blive ’Venuseffekten’. For Rossander begynder arbejdet også længe inden optagelserne til filmen begynder. Hun berettede om, at hun lå i Haudals have med filmens manuskript og lyttede til bierne, mens hun ”læste og læste og læste, indtil [hun] kunne trække vejret med teksten”.

Begge komponister var enige om, at værket ofte bliver bedst, jo mere umiddelbar man gør arbejdsprocessen. Eksempelvis pointerede Struck, at det tit er de første demoer, han leverer til instruktøren, der bliver bedst. Det er tidligt i processen, man som musiker er mest åben overfor indtryk, og der er mest nærvær i musikken. Hertil pointerede Rossander, at man hurtigt kan komme til at tænke for meget over tingene. Med reference til en idé, hun selv havde haft og efterfølgende droppet, fortalte Rossander, at publikum sandsynligvis ikke opfanger det, hvis man bruger en utraditionel 5/8 taktart for at repræsentere karakterens forvirring.

Filmkomponistens magt
For Rossander kunne det til at begynde med være en overvældende oplevelse at være filmkomponist. Filkomponisten besidder nemlig utroligt meget magt. Og hertil kommer der ifølge Rossander også mange beslutninger, der kan være uhyggelige at træffe: ”Som komponist bestemmer man utroligt meget. Man kan bestemme, om vi kan lide en karakter, eller om noget, der sker, er godt eller dårligt,” fortalte kunstneren. Som ny figur indenfor filmmusikken kan derfor være grænseoverskridende at turde træffe bestemme, hvordan publikum skal reagere.

Ligeledes kan det være barskt, når instruktøren ikke kan lide, hvad man har lavet, fortalte Rossander og tilføjede, at hun ofte har følt sig knust, når en instruktør ikke har syntes om, hvad hun har præsenteret. Dette nikkede Struck genkendende til og berettede om, at det kan være hjerteskærende, når man lægger sit hjerte på bordet og må affinde sig med et afslag. Han slog dog hurtigt fast, at man som filmkomponist må minde sig selv om, at nødvendigvis ikke er fordi, instruktøren ikke kan lide musikken, men i stedet handler det oftest om, at musikken ikke passer deres vision for filmen. Desuden er filmkunsten over alt andet et medium, der bygger på samarbejde. Derfor skal man i sit virke som filmkomponist ifølge Struck huske, at man skal give plads til, at filmen kan ånde. ”Det er jo ikke min solo-plade, jeg er i gang med,” tilføjede han.

Afslutningsvis blev de to filmkomponister adspurgt, hvilke negative oplevelser de har haft i arbejdet som filmkomponist. Næsten instinktivt svarede Rossander straks, at det kan være en forfærdeligt svær opgave, når instruktøren refererer til noget andet musik og beder komponisten skabe noget i samme stil. Eksempelvis mindedes Rossander, at hun var blevet spurgt om at lave noget ”ligesom det der Bon Iver-noget”. Dette havde været en umulig anmodning for kunstneren, der efter eget udsagn selv er en enorm fan af Bon Iver. ”Jeg har brugt hele mit liv på at efterligne Bon Iver, og tilfældigvis har jeg samlet nogle fans op undervejs,” tilføjede Rossander med et smil og udløste grin blandt publikummet. Denne problemstilling var Struck også bekendt med. Han fortalte ydermere, at man ikke kan overgå den forelskelse, som en instruktør har med et stykke musik, og derfor er det bedst helt at træde udenom sammenligninger med andet musik. Struck tilstod i den forbindelse også, at han undlader at lytte til filmscores, så han ikke kommer til at efterligne andre.