The Battle of Sync: Et indblik i processen om at finde den helt rigtige reklamesang
Ord: Henriette Szocska // Foto: Line Svindt
Til et af lørdagens allersidste seminarer på SPOT+ var der stadig overskud til grin og masser af spørgsmål. Der var nemlig lagt i kakkelovnen til en god gammeldags dyst. Blandt de spændte deltagere var Halfdan E. fra Brancheforeningen for Film og Mediekomponister, Andreas Mølbak Henriksen fra Upright Music, Mette Zähringer fra Iceberg Music Group, Yebo fra Crunchy Frog og Laura Littauer fra Sundance Music.
I spidsen stod den skarpe musikproducer Josh Rabinowitz klar med publikums-pleasende jokes, den amerikanske charme og klar på at svare på det spørgelystne publikums tekniske spørgsmål. Josh havde medbragt en reklamevideo, som han tidligere havde lavet med sit team, for et upcoming fitness-brand i USA. Videoen blev vist for både publikum og deltagere to gange, hvorefter deltagerne tog deres hørebøffer på og gik til værks på hver deres MacBook.
15 minutter fik hver af deltagerne til at ransage både deres hjerner og computere for diverse musik, der kunne passe på den energiske video.
Først i mål var Yebo fra Crunchy Frog og sidst i mål var Halfdan E., der trak hørebøfferne af og med et suk sagde: ”Fuck, det er svært det her!”. Normalt foregår sådanne procedurer nemlig ikke kun på 15 minutter, men derimod over en længere periode, hvor man sammen med teamet kan finde og pitche sange i en mindre stressende atmosfære. Derfor var deltagerne også en smule pressede. Men de kom alle i mål og formåede at imponere både publikum og Josh med deres kundskaber.
Slutteligt blev Crunchy Frog kåret som vinderen og Josh udbød en marihuana-vingummibamse til den heldige vinder.
Seminaret havde til formål at give publikum et indblik i den store proces der ligger bag at finde den helt rigtige sang til en reklamevideo.