Dansk-amerikansk SPOT-samarbejde blomstrede trods corona
Flere tracks så godt som klar fra danske Justo Gambula og amerikanske Tanajah. Tilsammen udgør de duo’en Supervene – og de to siger: “Vi er klar til meget mere!”
Justo Gambula og amerikanske Tanajah. Tilsammen udgør de duo’en Supervene – og de to siger: “Vi er klar til meget mere!”
Corona-smitten har som bekendt været skyld i en aflyst festivalsæson – bl.a. SPOT og et hav af andre events og koncerter – men kreativiteten har på trods stadig fået lov at blomstre. Et godt eksempel på det er SPOT-samarbejdet mellem den amerikanske rapper Tanajah og Justo fra Athletic Progression.
Fløjet ind fra USA trods corona-krise
Tanajah kom til Danmark tre dage før, at landet lukkede ned på grund af den omfattende pandemi: “Selve timingen og betingelserne var langt fra perfekte, men jeg var bare så taknemmelig og glad for at være blevet fløjet over,” fortæller hun på en Skype-forbindelse fra sin hjemstat, North Carolina. Den oprindelige plan var, at opholdet i Danmark skulle kulminere i en optræden på SPOT, men som alt andet satte corona-smitten en stopper for dette. Dog var den lange rejse over Atlanten ikke forgæves. Tværtimod:
Hun er siden vendt hjem til USA igen efter sit flere måneder lange ophold i Aarhus, hvor hun først og fremmest fik udviklet sig selv som kunstner, men også skabt en masse nye, musikalske forbindelser:
Det bedste af det hele var netværks-muligheden, og Danmarks-opholdet kom lige på det rette tidspunkt for mig – jeg har fået muligheden for at møde en lang række spændende artister, og jeg har stiftet bekendtskab med en kultur, der har lært mig en masse, siger hun.
Det kunne havde været gået anderledes: Tanajah havde faktisk kun kort tid til at tage alle de nødvendige forholdsregler og myndighedernes råd med i sine overvejelser: skulle hun blive tiden ud eller aflyse turen? I sidste ende vandt musikken, da den kunstneriske proces nærmest var påbegyndt, allerede før hun havde fået sin kuffert i lufthavnen:
– Selve processen var “so dope”! Justo (fra Athletic Progression, red.) var meget passioneret omkring sin musik, og det allerførste han spurgte mig om, var om jeg ville med i studiet – “and I was just like – hell yeah!” udbryder hun i et stort smil.
USA møder Danmark
Justo Gambula har været det danske islæt på projektet og er mest kendt som bassist i jazz-trioen, Athletic Progression, der bevæger sig i et spektrum mellem r&b/hiphop-inspirerede beats, soul-harmonier og groovy jazz-kompositioner.
Til at begynde med fik de to kontakt til hinanden gennem Instagram, og kendskabet forblev virtuelt for en tid. Justo tog derefter på en musikalsk studietur til USA, og gennem flere fælles bekendte blev de introduceret for hinanden, og samarbejdet kunne få lov til at blomstre. Justo var fra start solgt på idéen om et makkerskab med den unge amerikanske rapper, for førstehåndsindtrykket var noget nær perfekt:
Hun var den eneste, der kunne trække så mange mennesker på et spillested. Folk stimlede bare sammen foran scenen, og hun stod bare og freestylede. Alene!” udbryder han energisk.
Dermed var banen kridtet op, da SPOT kontaktede den nyetablerede duo – nu under navnet, SUPERVENE – og gav dem muligheden for at optræde sammen for første gang til dette års festival. Den omfattende pandemi satte dog en brat stopper for den oprindelige plan, men på trods af den aflyste live-premiere, fik samarbejdet og talenterne alligevel lov til at spire: “Denmark forstærkede min glæde over at være musiker, og den musik jeg skaber”, forklarer en rørstrømsk Tanajah og understreger samtidig, at de to måneder her i landet nærmest har fungeret som terapi for hende – både på et personligt og musikalsk plan.
Studietid og fremtid
Tiden i Danmark har trods lockdown også været yderst produktiv for duoen, og begge har kunnet bidrage med hver deres form for kvalitet:
– Vi har begge været meget involveret i indspilningsprocessen, men der, hvor hun virkelig excellerer, er, når hun freestyler. Om det så er med tekst, flow eller tempo, det er ligemeget. Hun er bare så vild altså!
Tre tracks næsten klar – flere er i banken
Ud af alt deres arbejde nævner Justo, at de har produceret omkring 6-8 tracks, hvor tre af dem er af så høj kvalitet, at de blot mangler den sidste mastering, før de udgives. Både indspillet med Justo, med medlemmer af Athletic Progression og andre kræfter fra Aarhus-miljøet. For Tanajah dykkede virkelig ned i mulighederne i Justos bagland. Selv er de to fortrøstningsfulde for projektets fremtid og yderst motiverede til at se, hvad de sammen kan føre det til: “If that sets the tone for the Tanajah-Athletic Progression-work, it’s gonna be fire”, spår hun.
For Justo var kemien og opbygningen af den nære relation det allervigtigste for ham i de to måneder, Tanajah opholdt sig i Danmark.
– Det var så vigtigt for mig at give hende en god oplevelse, og da jeg var så hooked på Tanajahs lyd, var jeg aldrig i tvivl om, at vi bare ville falde i hak. Det gjorde vi så også lige med det samme. Det var det vildeste, siger han og slutter med at fortælle at de to er i fortsat kontakt – dagligt, faktisk! Og at han bare venter på, at han kan få lov til at flyve til USA for at færdiggøre den musik, der nåede at komme i kassen under Tanajahs besøg.
Justo sender en speciel tak til Johanne Baun, Tiny Planet FM, Victor Danos, Nicoline Quarrie, Hans Solo, Elijah Okello og Darnell Linneberg for at give Tanajah gode og positive vibes under hendes ophold.