Q&A – First Flush
First Flush er med sine 3 albumudgivelser, og senest singlerne Ånder Du Nu og Vildgæret Ensomhed, et af vækstlagets spirende navne, og vi er så heldige at de spiller til SPOT Nights d. 25 oktober. Det…
First Flush er med sine 3 albumudgivelser, og senest singlerne Ånder Du Nu og Vildgæret Ensomhed, et af vækstlagets spirende navne, og vi er så heldige at de spiller til SPOT Nights d. 25 oktober. Det gør de i en dobbeltkoncert med Søren Stensby, så der er lagt op til en lukrativ SPOT Nights aften på Atlas i hjertet af Aarhus.
Som publikum kan du denne aften opleve nye sange fra deres kommende album, samt opleve et band, som benytter det nye koncertformat til at gøre koncertoplevelsen endnu mere nærværende. Læs mere om alt det og meget mere i vores Q&A interview med bandet lige her.
Hvad tænkte I, da I fik at vide, at I skulle spille SPOT-Nights?
Virkelig fedt. Vi havde glædet os meget til at spille på SPOT i foråret, og det var lidt af en mavepuster, da det blev aflyst. I 2019 spillede vi en god koncert på SPOT, og havde det rigtig sjovt på festivalen efterfølgende. Det er blevet et sted vi gerne vil vende tilbage og spille til.
Hvad har I gjort for at holde navnet varmt under Coronaen?
Vi har udgivet 2 singler, som er blevet taget godt imod, og vores pladeselskab Konkylie har været gode til at promovere de nye sange og holdet bandet i gang. Og så brugte vi sommeren sammen i Norge, hvor vi skrev på en masse ny musik, vi kommer til at udgive løbende, så det føles rigtig godt.
Hvad er det vigtigste for jer når I spiller live?
At spille godt sammen, have en følelse af at vi er gode, og at publikum kan lide det. Når folk er glade for musikken, spejler det af på os i bandet – ligesom vores energi spreder sig til folk. Det betyder virkelig meget at se nogen derude, der genkender noget i musikken. Det bliver fedt at spille igen foran et publikum. Det har vi savnet!
Hvordan har du det med “det nye koncertformat”. At der er færre publikummer samt det, at publikummet sidder ned?
Vi er bare glade for, at der er et koncertformat igen! For os fungerede det meget godt, da vi i august spillede til Bloom Festival og kom med et mere nedbarberet akustisk set, hvor folk sad på tæpper. Det kan noget andet end et stående publikum, det er en anden slags nærvær og anden type intensitet, vi glæder os til at skabe.
Hvad kan publikummet forvente af koncerten?
Vi er ved at udgive et nyt album, der kommer i starten af 2021, så vi kommer til at spille mange nye sange og er meget spændte på, hvordan folk tager imod dem.
BILLETLINK: https://fondenvoxhall.dk/koncerter/spot-nights-soeren-stensby-first-flush/