Velkommen til ny minister for de kulturelle anliggender!
Foto af Kim Matthai Leland Joy Mogensens beslutning om at udtræde af regeringen efterlader en del tanker om, hvordan den nye minister, Ane Halsboe-Jørgensen (AHJ), kan komme godt fra land i samarbejdet med det brede kulturlivs…
Foto af Kim Matthai Leland
Joy Mogensens beslutning om at udtræde af regeringen efterlader en del tanker om, hvordan den nye minister, Ane Halsboe-Jørgensen (AHJ), kan komme godt fra land i samarbejdet med det brede kulturlivs mange aktører og målgrupper. Velkommen til et stort, givende og udfordrende politisk resort.
Umiddelbart kan man med AHJ’s profil og baggrund håbe, og må formode, at kulturens potentiale i samfundet hermed styrkes. I hvert fald må man tro, at AHJ, med sine erfaringer som uddannelsesminister, kan blive en interessant sparring for kunst-og kulturlivets mange uddannelsesinstitutioner.
For de ikke-institutionelle kunstnere og det bredere formidlingsarbejde omkring musikken, skal man måske mest sætte sin lid til Ministerens fortid som forskningsminister.
Dele af det kulturområde, som vi i SPOT-sammenhænge arbejder med, kan nemlig på en god dag opleves næsten som ren forskning; som et kunstnerisk bud på musikkens nutid og nære fremtid – som lyd og sange, som oplevelse og som referenceramme for et samfund i evig bevægelse. Samtidigt spejler musikkens liv og eksistensvilkår også store dele af samfundets udvikling. Her vil det ikke skade med en minister, der – bl.a. gennem forskning – vil være med til at indrette kulturministeriet, så det bedre og tidssvarende kan favne en kultur-og kunstpolitisk virkelighed, der både er defineret af offentlige rammer – men nok-så-meget af jordnære, erhvervsmæssige problemstillinger.
Både på det kunstneriske, men også på det formidlingsmæssige område, er der nære relationer til den teknologiske udvikling – digitaliseringen og de nye kommunikationsplatforme, der opstår både nationalt og ikke mindst globalt. Her får vi brug for en minister, der er med på at perspektivere og instrumentere kulturens potentialer nationalt, men måske især internationalt.
Man kan også håbe på, at AHJ vil være positiv overfor en mere decentral tankegang i forhold til kulturens lokale og regionale udtryk og vækstvilkår – ikke blot de institutionelle, men for hele det store “selvlærte” ungdoms-potentiale, som ikke mindst inden for den moderne, folkelige dele af musikkens område, er definerende for udviklingen.
Ane Halsboe-Jørgensen overtager ministeriet på tærsklen ind til bedre tider, tror vi på. Det er derfor på sin plads, midt i velkomsten af hende, at ønske den afgående Joy Mogensen alt godt med sit personlige valg og kreditere hende for ikke blot den gode vilje, men også for de gode konkrete støtteordninger, der – bedre sent end aldrig – nåede at være til gavn for mange i musiklivet.
Fra SPOT festivalens side ser vi frem til i dagene 16.-17. september at sætte det store lys på Danmarks talentfulde og dygtige, nyere musikliv – at mødes omkring musikken og deles om erfaringer, viden og ambitioner. Den nye minister er velkommen som gæst (det er den tidligere også); vi deler gerne viden med hele det kulturpolitiske system.
For modsat den afgående ministers rimelige behov for genopladning, så trænger vi andre til at komme i gang for alvor!
Skrevet af Gunnar K. Madsen, leder af SPOT