SPOT 2021 og dansk musik skal kigge fremad

Kære læser

Kære skønne, dejlige, hårdt-savnede læser 

Det var egentlig ikke meningen, at det festivalmagasin, som du står med i hånden eller læser online, skulle handle ret meget om Covid-19. Det hænger os alle langt ud af halsen, og det ligger egentlig i SPOT Festivals natur og eksistensberettigelse, at vi skal kigge fremad. Alligevel virker det på mange måder unaturligt at lave det her magasin uden at inddrage den store, verdensomspændende elefant i porcelænsbutikken. Og det er bestemt ikke, fordi det skal lyde som en klagesang, men er du dog vild(!), hvor har det været belastende at skulle aflyse, bygge op til noget nyt, aflyse, bygge op til noget nyt, aflyse, bygge… du forstår, hvad jeg mener. Nu er vi langt om længe dér, hvor vi ved, at vi kan skabe og afvikle en festival, hvor vi kan stå op til koncerterne, hvor vi kan holde om hinanden og være sammen om at opleve den energiudladning, som rammer os fra det optrædende band, der står lige dér på scenekanten. 

Men når nu stort set alt er blevet påvirket af den der vederstyggelige pandemi, så virker det uundgåeligt, at den danske musikscene og branche, herunder også SPOT Festival, er blevet påvirket af den. Jeg vil rigtig gerne være den, der bare siger, at nu skal vi kigge fremad, men jeg har brug for først at vide, hvordan det egentlig går – og der er ikke nogen bedre at stille lige præcis det spørgsmål, end SPOTs leder og min chef, Gunnar K. Madsen. Så jeg tog en ærlig snak med ham.

Chef, hvis du nu skal være helt ærlig og ikke tænke så meget over, hvor mange og hvem der lige læser med, hvor ramte er SPOT Festival så af Covid-19?

Vi oplever også en tidligere og større interesse for vores billetsalg i år, der jo nok skyldes en blanding af vores længsel efter gode, store fælles oplevelser og den kendsgerning, at der måske stadig vil være adgangsbegrænsninger helt hen i september. Der har heller ikke været nedgang i kunstnernes interesse i at spille på SPOT, så mit svar lige nu er selvfølgelig meget optimistisk.

Var vi i virkeligheden tæt på at dreje nøglen om, eller var det aldrig på tale?

Ja, vi var absolut i farezonen sidste år, da vi ikke kendte noget til vores konkrete muligheder for at søge eller få kompensationer. Corona-truslen mod os lå på flere planer. Dels truslen mod den samlede års-økonomi, dels en reel risiko for at lide likviditets-døden, hvor forretningen egentlig er god nok, men den konkrete mangel på kapital i situationen kan medføre lukning. Dels medarbejder forholdene, om vi ville kunne holde på medarbejdere – altså dig og dine kolleger – hvis ikke vi kunne holde forretningen kørende med alternative opgaver. En formidlingsvirksomhed som SPOT – og mange andre – trues jo ikke blot på sin evne til at omsætte her og nu, men i lige så høj grad på evnen til at planlægge fremtidens opgaver. Derfor måtte vi arbejde uden om lønkompensations-systemet og klare os selv. 

Vi har snakket meget om, at dansk musik er blevet ramt af store tab, både i forhold til økonomi og momentum, men hvor slemt ser det egentlig ud? Hvad er din fornemmelse?

Tjaeh… jeg var tidligt ude og advare om, at særligt kulturens vækstlag var i farezonen. Ikke så meget på grund af store omsætningstab, men mere tab af karriere-momentum. Det, mener jeg stadig, holder vand. Inden for vores musikområde varetages størstedelen af formidlingsarbejdet for nye artister af private firmaer, der jo også blev ramte på deres eksistens, da det hele ramlede sidste år. Disse firmaer fokuserede naturligt først og fremmest på de største artister, hvorved der forsvandt “manpower” fra vækstlagene, ligesom det var mit indtryk, at den gamle tommelfingerregel: “sidst ind, først ud” også gjaldt vores område.

Heldigvis er virkelysten stor på hele musikområdet, så det hele er ikke faldet sammen. I princippet mener jeg ikke, at musikområdet er ramt hårdere end så mange andre vigtige faggrupper, men jeg har oplevet, at kompensationsordningerne både har haft mange uønskede slagsider og også, at de har været rullet mangelfuldt ud – ikke mindst i 2020. Vi er mange i musiklivet, der har haft en oplevelse af, at staten har haft rigtig svært ved at forstå musik og kultur, der lever på andre grundvilkår end fuld offentlig forsørgelse. Personligt håber jeg, at covid-krisen kan bidrage til at vi får gennemført nogle forbedringer og moderniseringer af den offentlige kulturstøtte.

Men hvad så nu, hvordan indhenter vi det forsømte og det tabte… er det bare tilbage til det “normale”?

Der er ikke noget, der hedder ‘tilbage til normalen’ i min bog. Det er fremad mod nye normer, oplevelser, scener, kunstnere og udtryk. Vi tager da alt det med, der fungerer godt – gode samarbejdspartnere og velfungerende scener – men udfordringen på den lange bane vil jo for os ikke mindst være, hvordan vores samlede musikliv og musikproduktion udvikler sig post corona – både nationalt og internationalt. Hvordan vi bedst kan bidrage til at placere dansk musik ude i verden. Hvordan SPOT fortsat kan bidrage til at skabe synlighed for den enkelte artiste og for hele vores diversitet på musikområdet. SPOT har altid søgt at balancere sit brand, så det kunne rumme alle de kunstneriske udtryk og ambitioner.

Kan du allerede nu mærke, at der er nogle ting, som vi hos SPOT Festival gør anderledes end før Covid-19, hvor forandringen kommer til at vare ved?

Umiddelbart tror jeg, at Covid-19 sparker lidt ekstra til vores digitale markedsføring. Derudover vil det nok mest være på den strategiske udvikling af SPOTs samarbejder med eksterne partnere hen over hele året, der kommer til at skabe nogen forandring. Eksempelvis regionale samarbejder som det vi allerede har sat i søen – SPOT på Midten – hvor vi forsøger at skabe mere synlighed på de decentrale produktionskræfter og kunstneriske strømninger. Men jeg er da også spændt på, om nye vilkår for den internationale musikformidling kommer med nye udfordringer til os? Jeg kunne godt forestille mig, at det internationale arbejde i stigende grad vil omfatte samarbejdsprojekter, hvor vi udveksler bands og artister eller produktioner mere end blot eksporterer fra a til b. Det åbner i givet fald dørene ind til nogle nye, spændende kunstneriske samarbejder på tværs af landegrænser. Vi er så småt begyndt med små pilot-projekter gennem de sidste par år – det kunne jeg godt se blive udvidet.

Hvis vi nu skal tage de positive Covid-briller på, har pandemien så også været med til at gøre nogle gode ting for musikbranchen?

Det må musikbranchen nok svare på. Men jeg synes da, at pandemien har afsløret nogle store mangler på det indbyrdes kendskab til hinandens arbejdsvilkår og økonomiske rammer. Det vil da være positivt, hvis vi bliver dygtigere til at ajourføre kulturområdets reelle “levevilkår” – hele fødekæden igennem og på tværs af både kultur- og erhvervspolitiske formål og interesser.

…og er der noget, som har ændret sig positivt i forhold til det politiske arbejde med dansk musik og kultur?

Njah… måske er der skabt rum for at dørene kan åbne sig for en tiltrængt modernisering af begrebet “kulturpolitik” – men det vil nok være naivt at tro, at der allerede nu er skabt ændringer. Politik er jo, på godt og ondt, et tungt system, der ikke ændrer sig uden videre. 

Men jeg vil gerne sige, at kulturpolitikken kunne være lige så logisk et mål for reformer, som så mange andre samfundsområder. Reformer skal man dog ikke jaske igennem, men måske får vi lidt ny energi ind i arbejdet, når der til nytår nedsættes et nyt Projektstøtteudvalg for Musik, så man kan tage nogle indledende reform-spadestik. Særligt med henblik på kryds-problematikken mellem kultur og erhverv, på sikring af diversitet i musiklivet og på udvikling af mere fleksible redskaber i arbejdet med henholdsvis udvikling og bevarelse. Jeg synes, at vi i for mange år har haft en lidt slap tilgang til at “læse” vores musikliv, hvor alt musik skal behandles på samme måde på trods af store forskelligheder i vilkår og udtryk.

Jeg er jo heldigvis ikke så gammel, at jeg har glemt at håbe.

Hvor meget glæder du dig til at kunne lave en festival, hvor folk kan tage til koncerter og stå op uden at skulle tænke på holde afstand?

Jeg har en ubeskrivelig stor længsel efter, at vi igen kan færdes sammen uden at tænke i afstande. Ligesom der er mange gode ting ved, at vi “opper” os helt generelt på hygiejneområdet, så skal det ikke spolere vores naturlige behov for at kramme hinanden, holde i hånd og være tætte fysisk. Jeg frygter nok også lidt, at den fysiske afstands-holden skal legitimere en nedgang i mental nærvær og empati.

Og er vi klar til at holde en SPOT Festival, der kan leve op til det, som en SPOT Festival skal kunne?

Stensikkert! Det bliver et brag af en fest for musikken, for nye udtryk og nye kompositioner. Og en fejring for alle de gode kræfter, der har taget turen gennem krisen, overlevet og bevaret mod og energi til at fortsætte arbejdet fra der, hvor de hver især står efter krisen.