Sådan kan du lande på scenen til SPOT
Foto: Tricia Yourkevich Du kender det godt. Teksten er skrevet, bandet har spillet det igennem, og alle er tilfredse – et hit er født. Men hvad gør man så, når man skal videre med den her…
Foto: Tricia Yourkevich
Du kender det godt. Teksten er skrevet, bandet har spillet det igennem, og alle er tilfredse – et hit er født. Men hvad gør man så, når man skal videre med den her nye, gode musik? Man ansøger da til SPOT Festival.
Meget god musik er udsprunget fra de SPOT’ske scener gennem de år, festivalen har eksisteret. Og hvert år, er mange af artisterne landet på plakaten via ansøgningsrunden. Det perfekte sted at få prøvet din musik af. Nogle gange er den der bare fra start, og så stryger din musik gennem processen, mens det andre gange ikke slår til i første, anden eller sågar tredje omgang. For selvom det reelt er en musikalsk free ride at sende sin musik ind til SPOT-ansøgningsrunden, og du kan gøre det alle de gange du vil, så har vi tilladt os at forhøre os med booking-agent Sofie Høj fra The Artist, der giver sine perspektiver på, hvordan man som person fra branchen bruger SPOT, og hvad der, ifølge hende, er vigtigt i en ansøgning. Og fra den anden side af bordet vil SPOT Booker Jesper Thisgaard give sine input til den gode ansøgning set fra modtagers side.
Lavpraktisk og langsigtet
Vi starter helt stille og roligt ud med de grundlæggende ting. Der er jo trods alt ikke så meget at rafle om, hvis ansøgningen ikke fanger dem, der skal sidde med den. Og helt logisk så peger Jesper Thisgaard på musikken, der for ham er alfa omega i den gode ansøgning.
“Musikken er nøglen, når jeg skal lytte videre i en ansøgning. Det giver selvfølgelig sig selv, at der skal være et åbenlyst talent eller et godt potentiale for, at man begynder at dele de store point ud, men det er også de helt simple overvejelser om, hvordan musikken præsenteres, som kan gøre den store forskel. Få uploadet dine sange i den rækkefølge, som præsenterer dit projekt allerbedst, og prioritér benhårdt når det kommer til, hvor mange sange du uploader. Som med så meget andet, er det kvalitet frem for kvantitet”, fortæller Jesper Thisgaard.
Et upload af en halvfærdig demo gør altså ikke nødvendigvis noget godt for dig og din ansøgning, hvis du har en eller to godt indspillede sange ved hånden. I hvert fald ikke, hvis du skal skabe det ideelle førstehånds-lydindtryk. For Sofie Høj er det bedste råd til ansøgningen, at du netop ikke tænker, at der altid kommer en ansøgningsrunde igen næste år, hvis det ikke lige går i første omgang. “Det er vigtigt at have en klar og langsigtet plan for, hvorfor det giver mening at spille SPOT netop det år. Sørg for at tydeliggøre resultater og historik forud for SPOT, og forklar samtidig, hvordan SPOT Festivals udstillingsvindue kan bruges som afsæt på det videre forløb,” lyder det fra Sofie Høj, der til dagligt arbejder med artister som Dopha, Hugo Helmig, FRAADS og Joyce.
Hvornår er man klar?
Det med at føle sig klar kan Jesper Thisgaard skrive under på, som en gennemgående beretning i mange af årets ansøgninger. “Corona-vinklen har været meget dominerende for folks fortællinger i den forstand, at man er “mere klar end nogensinde”, hvilket nok skyldes, at de på en måde har haft to år til at blive helt klar – både med materiale og mentalt. Men vi har også set et bredere felt af stærke talenter i år, som jeg tænker netop skyldes lidt ekstra tid til at mærke efter”, lyder det fra Jesper Thisgaard.
Øv dig og vær’ åben
Nu har vi fået to perspektiver på ansøgningsrundens do’s and dont’s, og hvilke tanker man, som brancheperson, gør sig, hvis man skal hjælpe sin artist videre i processen mod en SPOT-optræden.Og som et sidste råd fra Sofie Høj til de af jer, der sidder med en musikalsk drøm og en overvejelse om at søge til SPOT enten næste år eller længere ude i fremtiden:
“Find et hold, der tror på dig, og vær’ åben overfor sparring og inputs. Og så skal musikken selvfølgelig være god. Det er sangene og liveudtrykket, der skal være det bærende – så øv dig og bliv ved med at skrive en masse gode sange.”