The Pink Experience No. II: Gå på opdagelse i lyd og rum med Aarhus Lydkunstfestival
Det er nok ikke helt ved siden af at sige, at det var imod alle odds, at SIMA Culture skulle lykkedes at søsætte Aarhus Lydkunstfestival under den pandemi, som man næsten ikke tør sige navnet på længere. Alligevel står vi her på den anden side af arrangør-, kunst- og kulturforeningens anden festival og må konstatere, at det – indtil nu – har været en bragende succes.
Aarhus Lydkunstfestival arrangeres af SIMA Culture og bliver til i samarbejde med en række af stærke samarbejdspartnere og afvikles primært ved havnebadet på Aarhus Ø. Her har man de seneste to år kunnet opleve undervandskoncerter, lydkunstinstallationer, lysarkitektur, talks og en stor portion experience art. Blandt andet kunne man i 2021 opleve projektet The Pink Experience i UngK, hvor navne som Bjørn Svin og Sasha Masakowski optrådte i flere kunstinstallationer, badet i forskellige, lyserøde nuancer i forskelligt materiale, mens publikum sad på tæpper lavet af multikunstneren Cecilie Mai Sommer.
Som noget nyt på SPOT programmet i 2022 vil Aarhus Lydkunstfestival invitere indenfor til The Pink Experience No. II på Godsbanens Åben Scen, fredag den 6. maj. Her kan du opleve artisterne optræde i symbiose med installationskunsten i rammer, der har til formål at omfavne rummet, kunsten og musikken – og reaktionen og interaktionen med publikum. Alt sammen i det, der – populært sagt – kaldes gulvhøjde.
“Vi glæder os til at fjerne tæppet og i fællesskab opleve The Pink Experience No. II. I samskabelse udfordrer vi forståelsen for hvad et koncertrum og live-oplevelse kan. The Pink Experience No. II skaber plads til opdagelse, ro og fordybelse og præsenterer et dragende og risikofyldt output,” udtaler Rune Lak, der sammen med Tshepo Mapeka er kræfterne bag SIMA Culture.
På programmet kan du opleve dansk-amerikanske Mira Siegel, avantgardistiske Elca og anmelderroste Astrid Sonne, mens SIMA Cultura i samskabelse med inhouse og eksterne kunstnere, teknikere og frivillige på tværs af formater skaber totalinstallationen The Pink Experience No. II.
I år kan du – udover at opleve The Pink Experience No. II på SPOT – komme til Aarhus Lydkunstfestival den 12. – 13. august.