51 billeder på diversitet
Ord: Mille Raaby Jensen // Foto: Merle Mejlby, Christina Jensen/chris1million
51 artister. Alderen spænder fra 20 år til 72 år. Nogle er ved starten, andre er allerede på toppen. Fælles for dem alle er, at ingen af dem er mænd, og så er de en del af en ny portrætserie kaldet 50/50. Serien bliver udstillet på spillesteder rundt i landet i løbet af 2022 og kan opleves i Musikhuset under SPOT Festival.
Med udgangspunkt i den allestedsnærværende debat om ligestilling, også i musikbranchen, samt konkrete undersøgelser, der viste en fortsat skævhed i kønsbalancen, har fotograferne Merle Mejlby og Christina Jensen skabt en fotoudstilling, der visuelt skal vise det, vi reelt godt ved – at der findes virkelig mange dygtige, kvindelige artister i Danmark.
– Et tilbagevendende argument fra branchen har gennem årene været, at de ikke booker og spiller kvindelige artister i lige så høj grad som mændene, fordi de ”ikke er der”. Med 50/50 skaber vi et visuelt modargument, der helt konkret og meget simpelt viser, at der findes masser af artister, der ikke er mænd. De er lige her, siger fotograf Christina Jensen/chris1million.
Selvom de fleste aktører i musikbranchen efterhånden anerkender, at der er et problem, så ligger den lette løsning, eller bare én løsning, ikke nødvendigvis lige for. Anna Lidell, forperson for brancheorganisationen Autor og bestyrelsesmedlem hos SPOT, mener, at det er afgørende, at vi først og fremmest tør se kritisk på vores egen adfærd og normer.
– Vi omtaler stadig et band med kvinder som ”et pigeband”, mens et band med mænd blot er et band. Problemet er, at disse vaner og associationer spænder ben for kvinder og kønsminoriteter i langt højere grad end for mænd. Det betyder, at for dem bliver de svære vilkår i branchen forstærket. Vi må være aktivt med til at skabe rum, hvor vi kan se indad og få øje på barriererne, være i konstant dialog og dele erfaringer, siger Anna Lidell, der også har skrevet efterordet til bogen 50/50.
Portrætserien viser et stort udsnit af kvindelige artister – både dem vi kender godt, og dem vi ikke kender helt så godt, endnu. Fælles for dem alle er dog, at de med deres deltagelse i projektet er med til at skabe opmærksomhed på en problematik, og at denne opmærksomhed forhåbentligt fremmer positiv forandring i musikbranchen.
– Vi håber, at projektet kan være en visuel reminder om at holde fokus på kønsbalancen. Vi vil gerne appellere til, at dem, der sidder på magten fremadrettet tør tage ansvaret på sig, anerkender egne bias og gør noget ved det. Samtidig vil vi med projektet gerne give yngre generationer nogle stærke rollemodeller at spejle sig i, siger Merle Mejlby og understreger, at de med 50/50 gerne vil slå et salg for, at alle – uanset kønsidentitet – føler sig repræsenteret i musiklivet.
Om 50/50:
- 50/50 er skabt af fotograferne Merle Mejlby og Christina Jensen/chris1million, med Stephanie Asi Brix som makeupartist og sparringspartner på projektet
- 50/50 havde fernisering på VEGA d. 4. marts, og vil derudover blive udstillet på Musikhuset i Aarhus, Forbrændingen i Albertslund og Værket i Randers i løbet af 2022
- Portrætserien udkom som bog d. 8. marts 2022 på Kvindernes Internationale Kampdag
- De deltagende artister er Alberte Winding, Annika Aakjær, Astrid Engberg, Aviaja, Betty Bass, Brimheim, Caroline Henderson, Dicte, Ea Kaya, ELBA, Ericka Jane, Fallulah, FVN, girlcrush, Goldie6is, Hanne Boel, Iris Gold, Josephin Bovién, Julie Ellinor, Karen Mukupa, Katinka Bjerregaard, Kinck, Kira Skov, Konvent, Lis Sørensen, Lowly, Lydmor, Lærke Emilie, Maddy, Mags, Maja og De Sarte Sjæle, Melissa Inya, Mendoza/Vita Dosa, MOZAÍK, Nabiha, Nana Jacobi, NIKOLINE, O/RIOH, Off Bloom, Pauline, PRISMA, Rebecca Lou, Reveal Party, Rosa Raye, Sitrekin, Stine Bramsen, Sys Bjerre, Søs Fenger, The Savage Rose, Velvet Volume, Yakuza