Det kom ud af det blå, at vi skulle spille sammen… Men det kom naturligt
Ord: Max Bülow Lassen // Foto: Kasper Krupsdal
Mellem lydprøverne til GAFFA-prisen i Musikhuset fanger vi søstrene Frida og Sirid, som tilsammen udgør duoen PRISMA, til en snak om at finde sikkerhed i at følge sine mavefornemmelser, om fordelene ved at være et corona-band og det at trives i sin udanskhed.
Mens resten af os øvede os på at bage surdejsbrød eller gjorde os bekendte med padel-tennis un- der pandemiens mørke, har duoen PRISMA brugt tiden på at udmærke sig som et af de mest spændende, fremadstormende navne fra det danske vækstlag. PRISMA udgav deres første single lige knap en uge efter den første nationale corona-lockdown i marts 2020, og her to år senere har de netop – med to anmelderroste EP’er under bæltet – optrådt til både VEGAs Udvalgte og GAFFA-Prisen.
– Det er ikke helt gået op for os endnu, tror jeg. Det er lidt sindssygt, fortæller 22-årige Sirid, som udgør den ene halvdel af PRISMA og fortsætter: – Der var sidste sommer, hvor vi sådan for første gang kom ud og spillede, og så skete der alt muligt, og nu sker der alt muligt igen. Så man når ikke rigtigt at lande i det, føler jeg. Eller vi prøver at være sådan, ”husk nu at nyde det”. Nu skal vi lige huske, at det faktisk er ret sindssygt, og det er det, vi altid har drømt om. Det kan man jo nemt komme til at glemme.
For os har det været en virkelig god tid, siger storesøster Frida på 24 år og tilføjer: – Vi har fået tid til at nå at tænke over, hvad vi vil. Der har ikke været noget stress og jag. Og der har ikke været nogen forventninger. Så vi har haft to år, hvor vi bare har kunnet… ja, mærke efter og sådan. Og nu er vi så klar til, at det åbner. Og man skal derud af. Det har været perfekt for os.
“Vi havde kun lige lært at gå”
Frida Møl Kristensen og Sirid Møl Kristensen, der oprindeligt er fra Fyn, udgør det København-baserede PRISMA, der med smukke, tostemmige vokalharmonier på et grundlag af støjende guitarer og lo-fi maskintrommmer laver følelsesmæssig musik om livet, ungdommen og duoens søskendeforhold. Lyden er kantet og til alle tider cool. PRISMA fik deres SPOT-debut sidste år, hvor bandet spillede en eksplosiv koncert foran et fyldt Ridehuset. Koncerten fik fem stjerner af GAFFA og har på kort tid fået status som en af de mere mindeværdige SPOT-oplevelser i nyere tid.
– Det står som en af de bedste koncertoplevelser hidtil. Det var det der med, at det var første gang, vi mærkede, at der ligesom var nogen derude. Det var så sindsygt. Og der var kø inden. Der var virkelig god stemning i det ridehus der, husker Sirid.
– Den har vel nok rykket til et eller andet. Vi fik da snakket med en masse oppe på “Radissen” (baren på Radisson Blu hvor branchefolk traditionelt mødes under SPOT, red.), tilføjer Frida med et smil på læben og fortsætter: – Vores kalender ser godt ud nu, og det tror jeg måske, koncerten kan have haft stor betydning for.
Med optrædener til VEGAs Udvalgte og GAFFA-Prisen i ryggen bliver det et mere erfarent PRISMA, der vender til- bage til årets SPOT. Det forventer søsterduoen også, at publikum kommer til at mærke.
– Vi er mere prøvet af og lidt mere scenevante. Vi havde kun lige fået vores nye ben på der sidst. Vi havde kun lige lært at gå, konstaterer Frida, mens Sirid tilføjer, at duoen ikke er så bange længere og fortsætter: – Og så måske er det bare et lidt mere modnet projekt. Det føler jeg i hvert fald. Det kan godt være, det kun er inden i os, men det tror jeg også, man kan fornemme på os, når man ser os.
– Og så kan man måske forvente lidt nye ting. Det håber vi, hvis maven er med, siger Sirid med en optimisme i stemmen.
– Det er en proces, hvor vi lige skal mærke i maven, om vi synes, at det er klart, det vi har gang i. Men jo, mon ikke, erkender Frida med en anelse mere tilbage- holdenhed, der måske røber hendes rolle som storesø ster i bandet.
– Jo! Vi kan jo mærke allerede i maven nu, at det føles nice, udbryder lillesøster Sirid, hvilket udløser et grin fra dem begge.
En international lyd skabt i Danmark
Selvom PRISMA er en forholdsvis ny størrelse på den dan- ske musikscene, er det tydeligt at mærke, at duoen har store ambitioner for projektet, der blandt andet går ud på at nå ud over de danske landegrænser. Denne ambition er at mærke helt inde i bandets musikalske identitet, som ifølge Frida og Sirid ikke bygger på en lyd, de karakteriser som ”dansk”.
– Vi skriver hver for sig. Derhjemme eller under dynen eller på værelset eller bare i et lille projekt på computeren. Og så laver vi en mappe, hvor vi lægger alt det ind, vi selv synes er præsentabelt. Og på et tidspunkt siger vi, nu vil vi gerne i studiet og prøve at arbejde med sangene. Og så er vi sammen med vores producer, Birk. Og så går vi i en boble og smadrer alle sangene og hiver dem fra hinanden og sætter dem sammen på en ny måde og ligesom gennemarbejder de der skitser. Og så på et tidspunkt er der noget, vi godt kan lide, forklarer Frida, mens Sirid nikker genkendende og roser sin søster for den nøjagtige gennemgang af duoens proces.
– Vi tænker ikke særligt meget, når vi laver musik. Eller vi laver det ligesom bare ud fra det, vi har lyttet meget til, tror jeg. Som unge har vi måske ikke lyttet så meget til dansk musik, men mere sådan noget amerikansk surf rock, fortsætter Frida.
– Og stadigvæk lytter vi heller ikke sådan vildt meget til dansk musik. Så jeg tror måske bare, vi trives bedre i den mere internationale lyd, tilføjer Sirid og fortsætter: – Der er ligesom flere muligheder. Jeg kan godt lide tanken om at spille i Paris. Og hvis jeg skulle ned og synge dansk- sproget, så tænker jeg allerede der, har jeg spændt ben for mig selv. Det er jo heller ikke fordi, det største publikum lige til vores musik er i Danmark. Hvis du spørger mig om et dansk rockband, så tror jeg ikke engang, jeg kan sige noget, faktisk… andet end The Raveonettes! Vi ved ikke så meget om musikhistorie, indrømmer hun og griner.
Skæve udgivelser og gode mavefornemmelser
Trods PRISMAs diskografi i skrivende stund består af blot to EP’er og en single, har bandet alligevel fået et ry for at have en anderledes og legende tilgang til deres udgivelser. I forbindelse med singlen ‘Villains of the Night’ udgav PRISMA et 8-bit spil, og senest udgav bandet deres version af ‘Dejlig er Jorden’ til jul.
– Det kom så af, at der vi lavede ‘Villains’, så var der en eller anden lyd, der mindede os om et 8-bit spil. Og så tænkte vi, ”fuck, kunne det ikke være grineren at lave et spil?” Og så havde vores lillebror siddet og leget lidt med at lave spil. Så ringede vi bare til ham med det samme og var sådan, ”kan du lave et spil med Sirid og jeg, der løber væk fra politiet?”, fortæller Frida.
– Det var, mens vi indspillede! Vi var ikke engang færdige med sangen. Og han var bare sådan, “okay, jeg prøver”. Og så et år efter var der et spil, tilføjer Sirid.
– Og det samme med ‘Dejlig er Jorden’. Den havde vi lavet, fordi vi skulle spille en kirkekoncert for et par år siden. Og så var vi sådan, ”hvorfor ikke bare udgive den? Den ligger bare og samler støv,” fortsætter Frida.
– Og det er jo det fede ved, at vi er på vores eget label. Vi kan bare tage de der valg, siger Sirid og forklarer, at kreativ frihed er essentielt for bandet. – Der er jo ikke nogen, der skal cleare det udover Birk, fordi vi ligesom kun erostre.Oghanerjomedpåden værste. Det er mega nice, at vi bare kan gøre, som vi vil. Det er også nødvendigt for det her projekt, at vi kan det. Og at vi bare kan gå med vores mavefornemmelse – som kommer ud af det blå.