Leder: Velkommen på SPOT 2022
Det er med blandede følelser, at man kigger ind i foråret 2022. På den ene side rumsterer glæden i kroppen over, at Covid-19 har løsnet kæberne om vores dagligdag, arbejde og det sociale liv. På den anden side kigger vi, hver eneste smukke forårsdag, lige ind i gabet på en brutal og meningsløs krig på europæisk jord, der vil trække lange, smertelige spor for russere, ukrainere og alle os andre.
Men på trods af alt, så skal vi fokusere på de opgaver og mål, som vi har sat os.
SPOT er parat til at gå i luften på fredag – kun 8 måneder efter vi i september 2021 havde et brag af en genstarts-fest.
Musiklivet i Danmark har været hårdt ramt de sidste 2 år. Det er Ikke kun økonomisk, at mange har lidt store tab og mistet momentum og muligheder, mange af os er også mærkede, mere eller mindre, på både følelser og psyke. Oplevelsen af ikke hverken at kende eller kunne gøre noget ved sin fremtid har været hård ved mange, og det har også ført til, at en del har sagt farvel til musikken som mulig levevej.
Det er ikke noget, som vi snakker så meget om – men det sidder i kroppen hos mange.
Men når SPOT slår dørene op – er det i håbet og forventningen om, at vi igen først og fremmest ser potentialet og mulighederne for den enkelte og de mange, der arbejder med musikken på eller bagved scenerne. Diversiteten og bredden i musikproduktionen er fortsat stor.
SPOT ønsker at bidrage til, at musikkens vækstlag og talenter bliver synlige for alle, og vi vil have gang i de internationale relationer og netværk igen. På SPOT+ skal vi dele ny viden og bygge netværk nationalt såvel som internationalt. Interessen for at spille på SPOT har ikke svigtet i 2022 – og både gamle og nye arrangører står parate til at lytte til den seneste danske musikproduktion.
I år er SPOT en del af Music City 2022. Vi glæder os til – sammen med gode samarbejdspartnere, kolleger og vores lokale politikere – at bidrage til at genstarte Aarhus som førende musikby.
Vi prøver nye rammer og formater af, og vi håber at se nye og gamle publikummer foran scenerne – med et fælles ønske om at være sammen om nysgerrighed, fest og gode musikoplevelser.
Velkommen på SPOT 2022
– Gunnar K. Madsen