Music Moves Europe: EU støtter den europæiske musiksektor
Ord: Max Bülow Lassen // Foto: Line Svindt
Under titlen ”Music Moves Europe” støtter EU aktivt den europæiske musiksektor hvert år med millioner af euro gennem Creative Europe Programme. Music Moves Europe spænder bredt og støtter alt fra musikalsk genoprejsning ovenpå pandemien til verdensomspændende radio-monitorering. Dog har alle projekterne én ting til fælles: et fokus på internationalt samarbejde.
Årets SPOT+-konference sparkes i år i gang kl. 10:00 fredag morgen i møderum tre i Radisson Blu, hvor fire aktører med tilknytning til det internationale samarbejde Music Moves Europe er til stede for at fortælle om de støtte- og samarbejdsmuligheder, der ligger i projektet samt om deres succeser (og enkelte fiaskoer) herom. Seminaret anføres af Saxe Lomholt fra Creative Europe Desk Denmark, som har fornøjelsen af at præsentere tyske Lena Ingwersen fra det europæiske musiksamarbejde Music Cities Network, franske Chloé Nataf fra nonprofitorganisationen Trempo og danske Jeppe Rasmussen fra networking-centeret Promus med base i Aarhus.
Da panelet spørges, hvorvidt det var sjovt at koordinere internationale projekter, udbryder de tre deltagere i latter. Efter et øjebliks stilhed tager Chloé Nataf ordet og siger ”nej, det er virkelig hårdt arbejde” til fortsat latter fra både panelister og publikum. Det er selvsagt ikke nemt at skabe musikalske projekter med internationale partnere, der er afhængige af en tur igennem EU-maskineriet for at blive ført til livs. Særligt ikke under en pandemi, der har gjort landegrænser langt mere tydelige. Men når det virker, og det hele går op i en højere enhed, nikker samtlige panelister genkendende til, at det er enormt fyldestgørende at se sine idéer blive ført ud i verden. Og der opstår sågar også sjove oplevelser undervejs.
Hvorfor giver man sig så til at dedikere sig til dette virkelig hårde arbejde? Jeppe Rasmussen fra Promus fortæller, at det handler om lære fra andre lande. Alle lande har forskellige vilkår og praksisser, som munder ud i, at hvert land løser opgaverne forskelligt. Derfor giver det mening at bygge broer og danne partnerskaber, der kan gavne både de enkelte lande samt den europæiske musikkultur. Særligt for et lille land som Danmark.
Dog kan det være enormt vanskeligt – for ikke at nævne tidskrævende – at søger fondsmidler hos EU. Heldigvis byder samtlige panelister ind med gode råd. For det første kræver det ifølge Lene Ingwersen, at ansøgningen har et ”EU-vokabularium”. Der er en særlig formidlingsform, der klarer sig bedst i ansøgninger, og ligeledes er der en række nødvendige keywords, der udgør, hvad Cloé Natal betegner et ”EU-lingo”. Hertil kommer der også, at projektet være ”European in its essence”. Med andre ord bør projektet have en europæisk vinkel medtænkt fra starten, således at det ikke kun er til gavn for det enkelte land.
Her er Saxe Lomholt og Creative Europe Desk behjælpelige. Creative Europe Desk har nemlig til formål netop at tilpasse projekter til en Europæisk kontekst. De assisterer med at finde samarbejdspartnere og rådgiver aktører med at udarbejde ansøgninger til EU-projekter.
Vender vi tilbage til de gode råd, fortæller Lene Ingwersen, at man lærer utroligt meget undervejs. Ansøgningerne skal typisk være 70-75 sider. Det kan lyde som meget, men når man skal nå at forklare alle sine idéer, går det faktisk rigtigt stærkt med at fylde dem ud. Faktisk for stærkt. Til sidst fortæller Ingwersen, at hun har lært, at man ikke laver regnskaber i Word. Sådan en fejl laver man kun én gang, forsikrer hun os.
Seminaret rundes af med en spørgerunde. Her bliver panelisterne adspurgt, om de nogensinde har fået afslag for en af deres ansøgninger. Det har Lene Ingwersen oplevet. ”It’s a pain, but you move on,” fortæller hun og forklarer, at man går hen og møder nye mennesker, og så finder man pludselig på nye idéer. Desuden får man en meget detaljeret vurdering af ens ansøgning, uanset om den accepteres eller ej. På den måde kan det være en læringsproces, uanset om man får succes eller ej. Chloé Nataf tilføjer, at hun faktisk aldrig har oplevet at få afslag på en ansøgning til EU. Det tør hun dog ikke fejre lige nu. Hun har nemlig netop i morges sendt endnu en ansøgning afsted, så der kan nå at ske meget endnu.