Musikindustriens Netværk: En samlet eksportstrategi for den danske musikbranche
Ord: Max Bülow Lassen // Foto: Line Svindt
Niels Mosumgaard, direktør for Musikindustriens Netværk, fundet vej til årets SPOT+-konference for at præsentere erhvervsnetværkets forslag for en samlet dansk eksportstrategi for musikbranchen. Forslaget er udarbejdet på baggrund af to nyligt udgivne rapporter om den danske og europæiske musikeksportstrategi, som begge kalder på en omkalfatring af vores forståelse af musik som eksportvare.
Før vi når til eksportstrategien, er det nødvendigt at introducere Musikindustriens Netværk. Niels Mosumgaard beskriver det som et erhvervsnetværk af virksomheder i musikbranchen, der rummer hele værdikæden fra sang- og musikproduktion til markedsføring, distribution og salg. Netværket blev etableret i 2020 og er et samarbejde mellem IFPI, Koda, Musikforlæggerne i Danmark og DPA med formålet at sætte fokus på problemstillinger, der kan gavne hele det musikalske økosystem. Hensigten bag Musikindustriens Netværk er jævnfør Mosumgaard at skabe en fælles stemme for aktører i musikbranchen, der ifølge ham har en tendens til at arbejde hver for sig. Desuden slår han fast, at erhvervsnetværket er apolitisk, og at det er et ”organisationsnetværk, der ikke er en organisation”.
Præsentationen af erhvervsnetværket indledes med en kort disclaimer. Med henvisning til MXD og SPOT anerkender Musikindustriens Netværk, at Danmark har en lang tradition for projektstøtte til musikeksport, og det mener han ikke, der er årsag til at lave om på. Musikindustriens Netværk er med andre ord ikke interesserede i at nedbryde kendte støttesystemer i landet. Men hvad vil erhvervsnetværket så? Med henvisning til de norske og finske musikeksportstrategier peger Mosumgaard på vigtigheden af en strategi, der samler virksomhederne fremfor at være projektbaseret. Her laver Mosumgaard en uventet sammenligning, idet han peger på den danske vandbranche som en frontløber, når det gælder eksportstrategier. På dette område har Erhvervsministeriet, Udenrigsministeriet og Miljøministeriet udarbejdet en samlet strategi for branchen. Dermed betragter man hele branchen som helhed – ikke blot den enkelte virksomhed. Man har desuden analyseret barriererne såvel som driverne for hele branchen. Ifølge Musikindustriens Netværk er det essentielt at overføre denne tilgang til den danske musikbranche.
Spørger man Mosumgaard, er der lang vej endnu. Herhjemme har branchen en tendens til at arbejde med enkelte eksportprojekter frem for en samlet strategi. Kutymen er altså fortsat at tage udgangspunkt i den enkelte kunstner, som man forsøger at breake uden for de danske landegrænser. I stedet fastslår Musikindustriens Netværk, at man bør have et større blik for internationalisering og et generelt fokus på den lange bane. Ved at oprette etablerede systemer og faste eksportpraksisser, der inddrager hele værdikæden, vil det være muligt at skabe et struktureret flow for den danske musikeksport. På den måde kan musikbranchen opnå mere konsekvente resultater i musikeksporten i stedet for forgæves at opsøge gentagelser på sporadiske eksportsuccesser som Lukas Graham eller The Raveonettes.
Musikindustriens Netværk insisterer afslutningsvist på et erkendelsesmæssigt brud med den eksisterende opfattelse af musik. Musik er ikke kun et kulturelt anliggende, men er i udbredt grad også et kommercielt produkt. Musikeksporten er derfor selvsagt et emne, der bør bo i Erhvervsministeriet og ikke Kulturministeriet, fortæller Mosumgaard.
Dette billede på en samlet dansk musikeksportstrategi er langt fra virkelighed endnu, men tager man de mange glade miner og klapsalver ved præsentationens afrunding i betragtning, er det under ingen omstændigheder kun Musikindustriens Netværk, som er begejstrede for dette bud på en omlægning af den danske musikbranche.