“SKÆBNENS TIME FOR FREMTIDENS FRIVILLIGHED?”
I vores daglige arbejde med især SPOT Festivalen – og gennem samarbejder med andre aktører i musiklivet – har vi frivilligheden tæt inde på livet til hverdag.
Jeg har fornøjelsen af at deltage i et panel om frivilligheden i Danmark på Kulturmødet på Mors i denne uge. Den noget dramatiske overskrift til paneldebatten afspejler fint, at vi på den ene side ikke rigtig ved, hvor området er på vej hen – og på den anden side erkender, at et paradigmeskifte måske er under udvikling.
Nogle tilskriver paradigmeskiftet Covid-19 pandemien – som en art kulturel senfølge – forårsaget primært af borgernes ændrede livsvaner gennem 2 år.
Men nedgangen af frivillige har været undervejs i flere år – vi har talt om emnet længe før coronaen rasede.
Først og fremmest ser jeg forandringerne på kulturområdet som en konsekvens af det professionaliserede velfærdssamfund, hvor topstyring og resultatmål sætter dagsorden – ofte på bekostning af den enkeltes ansvars-og ejerfølelse.
Vi betaler os i dag fra flere og flere civile og kulturelle opgaveløsninger, men samtidigt marginaliserer vi flere og flere frivillige til rene vandbærere, som vi til gengæld har brug for flere og flere af, da det samlede antal arrangementer, begivenheder, events og projekter har været stigende gennem flere år og mange events samtidigt er blevet større.
Den frivillige indsats er i et stigende omfang forvandlet fra at være et værdiskabende potentiale for kulturen i bredeste forstand, til “blot” at være gratis arbejdskraft i de forskellige kulturforretninger.
Oveni ses en stigende tendens til, at de værdibaserede motiver for den frivillige indsats overhales af rene økonomiske motiver. Det økonomiske bytteforhold er blevet omdrejningspunktet.
Rent dannelsesmæssigt kan man her trække en klar line tilbage til startnullerne, hvor vores daværende statsminister, Anders Fogh Rasmussen, benhårdt annoncerede overfor ungdommen, at de ikke skulle fjumre deres tid væk på bekostning af deres egne direkte karriere-interesser – og at credoet for alle borgere skulle være: Noget for noget!
Når man på den måde politisk aflærer sin befolkning nytteværdien af den frivillige indsats, ikke præmierer frivilligheds-princippets bredere samfundsmæssige værdi, så kan det ikke undre, at antallet af frivillige på kulturområdet går ned.
Når man så medtænker, at vi har taget hul på “de små årgange”, og den, som nævnt, samlede forøgelse af kulturelle events og begivenheder – lægger coronaen oveni, ja, så begynder skyerne praktisk og økonomisk at trække sig sammen over vores hoveder.
Simple løsninger findes næppe – omend der altid er grund til at glæde sig over – og tage ved lære af – de trods alt mange eksempler på begivenheder og arrangementer, der (endnu) ikke har problemer med frivilligheden.
Men i min optik er første skridt, at respekten for den ulønnede ansvarlighed skal italesættes og udmøntes i politisk praksis.
Et andet skridt kunne være at styrke den kulturelle støtte til det frivillige foreningsarbejde.
En tredie mulighed kunne være at styrke prestigen ved frivilligt arbejde ved at lade dokumenteret frivilligt arbejde indgå som ansættelseskriterier – måske endog uddannelseskriterier i relevante sammenhænge.
På Kulturmødet på Mors på fredag håber jeg, at vi kan bidrage til en debat, hvor ny viden og gode løsninger bliver smidt i det kulturpolitiske maskineri. Musikken, kulturen og hele samfundet har brug for den frivillige indsats med hoved og hænder – det er her merværdien skabes for os alle!
Gunnar K. Madsen
Foto: Kim Mätthai Leland